En momsfritagelse koster fradraget, og for ti af numrene også lønsumsafgift

Momsfritagelse er en undtagelse fra momspligten, og den koster noget: fritages en leverance efter momslovens § 13, må virksomheden ikke længere trække momsen fra på de indkøb, der er brugt til den. Det står i § 37, stk. 1, som kun giver fradrag for indkøb til leverancer, »som ikke er fritaget for afgift efter § 13«.

En fritagelse er derfor en byttehandel: momsen på salget forsvinder, og momsen på købene bliver til en omkostning. Og det gør ondt, når teksten, man slår op, ikke er den, der gælder.

Vi hentede alle 1.493 gældende afgørelser fra Landsskatteretten, der nævner momslovens § 13 eller momsfritagelse, og læste efter, hvilket af paragraffens numre retten selv hænger sagen op på i sin egen begrundelse. Fire ud af ti sager handler om fast ejendom. Ikke om sundhed, ikke om undervisning, ikke om foreningerne. Om udlejning og salg af bygninger og grunde.

Hvad koster en momsfritagelse egentlig?

Momsloven bruger ordet fritagelse om tre forskellige ting, og de tre gør noget forskelligt ved fradragsretten. Skellet mellem dem afgør, om momsen på indkøbene kommer retur, og det er også det, siderne på side 1 springer over: af de tyve sider, vi kunne hente og læse, nævner kun to § 34 overhovedet.

§ 13 fritager selve leverancen og tager fradragsretten med sig. § 34 fritager også leverancen, men lader fradraget stå, og det er derfor et EU-varesalg kan faktureres uden moms og stadig give momsen på indkøbene tilbage. Vi har behandlet den mekanik i artiklen om EU-moms. Den tredje er registreringsgrænsen, som fritager virksomheden frem for leverancen.

Har virksomheden kun fritagne leverancer efter § 13, skal den slet ikke momsregistreres, jf. § 47, stk. 1, nr. 1. Har den både fritagne og pligtige, deles fradraget efter omsætningen i § 38, stk. 1, og det er grundreglen i § 37, der afgør, hvad der overhovedet er fradragsberettiget. For ti af numrene kommer der en regning oveni: lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, peger direkte på nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 10 til 12, nr. 15 og 16 samt nr. 19, og lægger en afgift på lønsummen i stedet. Fritagelsen flytter altså afgiften fra omsætningen over på lønnen, og den beregning har sine egne faldgruber.

Skellet har en praktisk konsekvens, som er let at overse ved et generationsskifte eller en virksomhedsoverdragelse: en klinik, en skole eller en forsikringsformidler betaler lønsumsafgift af sin fritagelse, mens en udlejer af fast ejendom ikke gør. To virksomheder med samme omsætning og samme fritagelse kan altså have vidt forskellige afgiftsprofiler, alene fordi de står i hvert sit nummer.

Fire af numrene er lavet om, siden loven blev trykt

Den gældende lovbekendtgørelse er LBK nr. 209 af 27. februar 2024. Slår man § 13 op i den, får man toogtyve numre. Det er ikke det, der gælder.

Ni ændringslove står uden for lovbekendtgørelsen, og fire af dem rører § 13. Vi har hentet dem alle som Lovtidende-PDF og læst både ændringen og ikrafttrædelsesparagraffen:

Lov nr. 332 af 9. april 2024 indsatte et nr. 23 om blindes salg af varer og ydelser under 170.000 kr. årligt, i kraft 1. januar 2025, jf. lovens § 2, stk. 2. Samme lov ophævede § 48, og registreringsgrænsen på 50.000 kr. ligger nu i § 71 e.

Lov nr. 1693 af 30. december 2024 skrev »personbefordring med fly og« ind i nr. 15, så flyrejser forlod fritagelsen 1. januar 2025 og i stedet kom ind i § 34, stk. 1, nr. 22, altså fritagelsen med fradragsret.

Lov nr. 1695 af 30. december 2024 nyaffattede nr. 7 helt. Hvor der før stod »Forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virksomhed«, står der nu ydelser leveret af forfattere og kunstnere, og fritagelsen omfatter udtrykkeligt ikke overdragelse af ophavsrettigheder eller meddelelse af licenser. Loven trådte i kraft 1. januar 2025, men fik først virkning for licenser 1. juli 2025, jf. § 2, stk. 2.

Lov nr. 1783 af 29. december 2025 ændrede nr. 3 med virkning fra 1. januar 2026. »Skoleundervisning« blev til »Uddannelse af børn og unge under 30 år, skoleundervisning«, og den brede opsamling, »anden undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig undervisning«, udgik.

Flytningen af flyrejserne er værd at dvæle ved, fordi den vender fortegnet for et helt erhverv. Så længe personbefordring med fly lå i § 13, havde selskaberne ingen fradragsret for indkøb til den del af driften. Da bestemmelsen flyttede til § 34, fik de fuld fradragsret for de samme indkøb. Samtidig gjorde den samme lov indenrigsflyvningen lønsumsafgiftspligtig. En flytning mellem to paragraffer, der begge hedder fritagelse, ændrede altså både fradragsretten og afgiftsgrundlaget på én gang.

Ophævelsen af § 48 rammer bredere. Grænsen på 50.000 kr. er den samme, men den står nu i § 71 e sammen med et helt nyt kapitel 17 a om særordningen for små virksomheder, gennemført efter Rådets direktiv (EU) 2020/285. Kunstneres førstegangssalg af egne værker gik samtidig fra 300.000 til 350.000 kr., og blindes salg blev flyttet ud af registreringsreglerne og ind i selve fritagelsen som det nye nr. 23. Enhver henvisning til § 48 i en skabelon eller et notat peger derfor på en paragraf, der ikke længere findes.

Det er ikke en teoretisk risiko. Vi målte de fireogtyve sider, der ligger på side 1 for momsfritagelse, momsfritaget ydelser og momslovens § 13. Ingen af de tyve læsbare sider angiver, hvilken udgave af loven de gengiver. Ingen nævner, at nr. 7 er skrevet om. Ingen nævner, at flyrejserne er ude af nr. 15. Ingen nævner, at § 48 er ophævet, og kun Skatteministeriets satstabel nævner § 71 e. Det øverste resultat på momslovens § 13, danskelove.dk, gengiver paragraffen med den gamle nr. 3, den gamle nr. 7 og den gamle nr. 15, stopper ved nr. 22 og skriver ingen dato.

Hvad falder sagerne så på?

Af de 1.493 afgørelser har alle et begrundelsesafsnit, og 1.115 af dem indeholder rettens egne vurderinger, altså den del af teksten, der kommer efter lovcitaterne. I 195 af dem forankrer retten et af § 13's numre i sin egen vurdering.

Det tal skal have en dato ved siden af. Lov nr. 520 af 12. juni 2009 ophævede den daværende nr. 16 om rejsebureauvirksomhed og skrev selv: »Nr. 17-22 bliver herefter nr. 16-21.« Ændringen trådte i kraft 1. januar 2011, og en henvisning til nr. 16 til 22, skrevet før da, peger derfor et nummer forkert i dag. Numrene 1 til 15 er uberørte, og kun én af de 195 afgørelser forankrer et flyttet nummer fra før 2011. Hovedtallet opgøres alligevel på de 155 afgørelser fra 2011 og frem, hvor nummereringen ligger fast.

Fordelingen samler sig om ejendomsmarkedet. Nr. 9 om levering af fast ejendom står i 37, altså 23,9 procent, og nr. 8 om udlejning i 30, altså 19,4 procent. Tilsammen bærer de to 65 sager, 41,9 procent. Derefter kommer nr. 1 om sundhed med 14,8 procent, og så et spring ned til nr. 3 om undervisning og nr. 17 om velgørende arrangementer med 10,3 procent hver.

Til de to ejendomsnumre hører en bestemmelse, som ikke har sit eget nummer, men som afgør sagen i 6 af de 155: § 13, stk. 2. Den fritager salg af varer, der alene har været brugt i fritaget virksomhed, eller hvis anskaffelse ikke gav fradrag. Fem af de seks er ejendomssager, og de handler alle om det samme spørgsmål: har bygningen eller grunden udelukkende været brugt til det fritagne, eller har den også indgået i noget momspligtigt? Er svaret det sidste, kan den ikke sælges uden moms, uanset at udlejningen undervejs var fritaget.

Overvægten har en årsag, og den står i den samme lov fra 2009. Ud over renummereringen fjernede den ordet »Administration« fra nr. 8, så ejendomsadministration blev momspligtig, og den nyaffattede nr. 9, så nye bygninger og byggegrunde faldt ud af fritagelsen. Begge dele fik virkning 1. januar 2011.

Effekten kan måles direkte i praksis. I afgørelserne fra 2008 til 2010 handler 9 af 40 om fast ejendom, altså 22,5 procent. Fra 2011 og frem er det 65 af 155, altså 41,9 procent. Andelen er næsten fordoblet, efter at loven skar i netop de to numre.

Det giver en brugbar rettesnor for, hvor tiden skal lægges. En fritagelse, der lige er blevet snævret ind, trækker sager til sig i årene efter, fordi grænsen mellem det fritagne og det pligtige skal findes forfra i hver enkelt sag. Det samme mønster kan man forvente om nr. 3 og nr. 7 nu.

Hvilke numre bliver aldrig prøvet?

Tre af numrene bliver ikke forankret en eneste gang i de 155 afgørelser: nr. 16 om bisættelser, nr. 18 om genbrugsbutikker og nr. 23 om blindes salg. For nr. 23 er forklaringen enkel, da bestemmelsen først kom 1. januar 2025. For de to andre har tavsheden flere mulige forklaringer, og en regel, der er nem at anvende, er én af dem.

Halen er i det hele taget lang. Nr. 19, nr. 20, nr. 21, nr. 22, nr. 12, nr. 13 og nr. 14 står i to sager eller færre hver. Elleve af numrene bærer tre sager eller derunder.

Særligt værd at bemærke er nr. 7, som står i tre afgørelser i hele perioden. Det er præcis det nummer, lov nr. 1695 skrev helt om pr. 1. januar 2025, og det betyder, at den nye ordlyd om ophavsrettigheder og licenser ikke har nogen praksis bag sig. Rådgiver man en forfatter eller en kunstner nu, er der ingen afgørelser at læne sig op ad, og forskellen på et honorar og en licens afgør momsen.

Modsat står nr. 3 om undervisning med 16 sager, og det er også det nummer, lov nr. 1783 ændrede pr. 1. januar 2026. Her findes praksis, men den er skrevet om den tekst, der udgik. Afgørelserne om træningscentre, svømmeundervisning og kursusvirksomhed hviler alle på opsamlingen »anden undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig undervisning«, og den findes ikke længere.

Robusthed og forbehold

Tallene er talt fire gange på fire måder. Opgørelsen på hele afgørelsen giver nr. 8 med 29,4 procent og nr. 9 med 21,2 procent af 401. Den løse regel på hele begrundelsen giver 22,2 og 21,0 procent af 252. Den stramme regel uden citatfilteret giver 20,1 og 23,3 procent af 159, og den endelige giver 19,4 og 23,9 procent af 155. De to numre om fast ejendom ligger øverst i alle fire opgørelser, og det er det, fundet hviler på.

Håndlæsningen ændrede opgørelsen fire gange undervejs, og den tungeste rettelse var banal. Udtrækket læste »§ 13, stk. 1, nr. 3, 2. pkt.« som både nr. 3 og nr. 2, fordi nummerlisten åd tallet fra punktumshenvisningen. Da »1. pkt.« og »2. pkt.« er de hyppigste efterstillinger i hele momsloven, ramte fejlen netop nr. 1 og nr. 2: de faldt fra 42 til 31 og fra 25 til 6, da den blev rettet. De tre øvrige rettelser var lønsumsafgiftslovens egen opremsning af § 13's numre, som afgørelserne citerer inde i begrundelsen, rækkehenvisningen »nr. 1-6«, som definerer det almennyttige begreb frem for at forankre noget, og datoafgrænsningen ved renummereringen. En kontrolstikprøve på 40 afgørelser bagefter fandt ingen falske træf, men tre sager, hvor nummeret lå uden for det uddrag, der blev læst.

Populationen blev søgt frem i fire led, og mætningen er den bedste, vi har målt: de sidste tre søgeord tilføjede 560 dokumenter til de første 933, uden at flytte hovedtallet en eneste sag. Metoden, alle mellemregninger og de fravalgte udtrækningsregler står i docs/seo-briefs.md.

Kilder. Momsloven, LBK nr. 209 af 27.02.2024, §§ 13, 34, 37, 38, 47, 48 og 71 e. Ændringslovene nr. 520 af 12.06.2009, nr. 332 af 09.04.2024, nr. 1693 og nr. 1695 af 30.12.2024 samt nr. 1783 af 29.12.2025. Lønsumsafgiftsloven, LBK nr. 2729 af 21.12.2021, § 1. Optællingen bygger på Landsskatterettens afgørelsesdatabase, 1.493 gældende afgørelser hentet 04.08.2026.