Momsfradraget afgøres af grundreglen, og den kræver et bilag, der kan bære det

Momsfradrag er den ret, en momsregistreret virksomhed har til at trække købsmomsen fra i sit afgiftstilsvar, når indkøbet er brugt til virksomhedens momspligtige leverancer. Retten står i momslovens § 37. Alt det andet, satserne, undtagelserne og de blandede biler, er afgrænsninger af den ene sætning.

Da vi målte den første søgeresultatside for momsfradrag, nævnte ingen af de fjorten sider momsloven overhovedet. Ti af dem bringer reglen om, at 25 procent af restaurationsmomsen kan trækkes fra. Ingen af dem nævner Landsskatteretten.

Så vi hentede alle 1.950 landsskatteretsafgørelser, der indeholder ordet momsfradrag, og læste efter, hvilken paragraf retten selv bygger på. I de 517 afgørelser, hvor rettens egen begrundelse hviler på en af momslovens §§ 37 til 44, står § 37 i 468 af dem, altså 90,5 procent. § 42, som rummer hele det udgiftskatalog, side 1 handler om, står i 40.

Hvad falder sagerne så på?

Fordelingen er skæv. § 37 bærer næsten hele praksis, og de bestemmelser, der fylder mest i undervisningen, står i en lille del af sagerne.

For at være sikker på, at tallet ikke bare var et regex, der talte forkert, læste vi 40 af sagerne i hånden. Blandt dem viste tre sig at handle om told og elafgift frem for om momsfradrag, og der blev § 37 kun nævnt for at afgrænse den. Den fejlkilde svarer til cirka 35 af de 468, og den skal trækkes fra, før tallet bruges.

Af de resterende 37 håndlæste sager drejede 19 sig om, hvorvidt bilaget kunne bære fradraget: om fakturaen beskrev arten og omfanget af det leverede, om der overhovedet var sket en levering, om regnskabsgrundlaget kunne danne grundlag for kontrol. Tre handlede om, hvorvidt der var drevet selvstændig økonomisk virksomhed. Én handlede om privat brug. Med 40 sager i stikprøven er tallet en retningsangivelse, og retningen er entydig.

I 403 af de 517 afgørelser blev Skattestyrelsens afgørelse stadfæstet på mindst ét punkt. Klienten, der klager over et nægtet momsfradrag, taber som udgangspunkt.

At så meget hænger på § 37, giver mening, når man læser bestemmelsen efter. Fradragsretten gælder indkøb, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget efter § 13. Det ene ord gør bestemmelsen til en afgrænsning af tre ting på én gang: at der er sket en levering, at den er sket til virksomheden, og at den bruges til noget momspligtigt. Falder ét af de tre led, falder fradraget, og det er derfor sagen sjældent når frem til undtagelserne.

Hvad skal bilaget kunne?

Kravene til fakturaen har deres eget sted i momsbekendtgørelsens § 58. Ni punkter, og retten citerer især nr. 5 og nr. 6.

Nr. 5 kræver mængden og arten af de leverede varer, eller omfanget og arten af de leverede ydelser. Nr. 6 kræver leveringsdatoen, når den er en anden end fakturadatoen, og den dato er også den, der afgør, hvilken periode bilaget hører til. Det er de to, der oftest mangler, og det er dem, formuleringen »sparsomme informationer« i afgørelserne peger på.

Når fakturaen ikke opfylder kravene, sker der noget, som ikke fremgår af nogen paragraf: bevisbyrden skærpes. Retten skriver det næsten ordret fra sag til sag. Der påhviler herefter virksomheden en skærpet bevisbyrde for, at der er foretaget momspligtige leverancer i henhold til den fremlagte faktura. Og så efterlyses timesedler, samarbejdsaftaler, korrespondance, oplysning om hvem der udførte arbejdet, og hvor.

Det er værd at holde fast i over for en klient, der mener, at en betalt faktura er dokumentation nok. Retten skriver flere steder, at betaling ved elektronisk overførsel ikke i sig selv godtgør, at levering har fundet sted.

De kendetegn, retten remser op i den slags sager, er i øvrigt de samme, som er værd at bemærke af helt andre grunde: underleverandøren har ingen ansatte, er under konkurs, har en branchekode, der ikke passer til det fakturerede, eller ligger geografisk langt fra arbejdsstedet. I flere af afgørelserne er leverandørens reelle ejer desuden dømt for hvidvask. De to spor er juridisk adskilte. Til gengæld sidder den revisor, der har pligterne efter hvidvaskloven, med præcis det samme materiale foran sig.

Hvad med de udgifter, alle skriver om?

De findes, og de er rigtige. § 42, stk. 1, afskærer fradrag for kost til indehaver og personale, bolig, naturalaflønning, feriehjem, underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver samt personmotorkøretøjer til højst ni personer.

Og så kommer undtagelserne fra undtagelsen. Efter § 42, stk. 2, kan der trækkes 25 procent af momsen på restaurationsydelser, når udgiften er af strengt erhvervsmæssig karakter. Kursusvirksomheder kan efter stk. 3 trække 25 procent af momsen på bespisning af kursusdeltagere. Leaser virksomheden en personbil i mere end 6 måneder i sammenhæng, giver stk. 4 fradrag for lejen, dog højst 25 procent af et grundlag, som stk. 5 opgør som 2 procent af registreringsafgiften pr. måned i de første 3 år og 1 procent pr. måned derefter.

Varevognen har sin egen bestemmelse. Efter § 41 er der intet fradrag ved anskaffelsen af en vare- eller lastvogn på højst 3 ton, medmindre den udelukkende bruges til fradragsberettigede leverancer. Driften kan derimod fradrages fuldt ud efter stk. 2, også når køretøjet kun delvis bruges erhvervsmæssigt. Er vognen lejet, giver stk. 3 fradrag for driften og en tredjedel af momsen på lejen.

Listen har også en modsat ende. Efter § 42, stk. 6, kan virksomheder, der forhandler eller udlejer motorkøretøjer, eller som driver køreskole, fradrage momsen på personbiler til netop de formål. For dem er bilen driftsmiddel, og afskæringen i stk. 1, nr. 6, gælder ikke.

Alt dette er rigtigt, og det er også det, der er nemmest at slå op. Til gengæld står § 42 kun i 40 af de 517 afgørelser.

Hvornår er fradraget en procent?

Bruger virksomheden et indkøb både til momspligtige og momsfrie leverancer, bliver fradraget en brøk. § 38, stk. 1, sætter den til den del af momsen, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den registreringspligtige del af virksomheden.

Ved den beregning ses der bort fra omsætning ved salg af investeringsgoder, der har været brugt i virksomheden, fra bitransaktioner om fast ejendom og fra passiv kapitalanbringelse, herunder enkeltstående udlån mellem moder- og datterselskaber. Et enkelt koncerninternt lån trækker altså ikke fradragsprocenten ned, selv om renten står i resultatopgørelsen.

Bruges indkøbet både erhvervsmæssigt og til formål, der er virksomheden uvedkommende, gælder stk. 2 i stedet, og der er brøken afløst af et skøn over den fradragsberettigede brug.

Har klienten flere driftsaktiviteter under samme registrering, giver stk. 3 en tredje mulighed. Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning tillade eller påbyde, at fradragsretten opgøres særskilt for hver sektor. Det kan flytte et fradrag mærkbart, når den ene aktivitet er overvejende momsfri og den anden overvejende momspligtig. Prisen er, at virksomheden skal føre et særskilt regnskab for hver sektor, og at et påbud kan komme fra myndigheden af sig selv.

Loven har desuden to steder, hvor brøken er sat på forhånd. Momslovens § 40, stk. 2, giver fradrag for halvdelen af momsen på anskaffelse og drift af telefoner, der er anbragt hos medarbejdere til brug i virksomhedens tjeneste. Betingelsen er, at telefonselskabets regninger er stilet til og betales af virksomheden, og fradraget kan ikke overstige momsen af den udgift, virksomheden faktisk har afholdt. Stk. 1 giver to tredjedele for vedligeholdelse af veje, der bruges til tilkørsel til både beboelse og driftsbygninger i en landbrugsvirksomhed.

Bygninger har deres egen bestemmelse i § 39, og den er værd at kende, når klienten bygger til. Opføres en bygning, der rummer både virksomhedens lokaler og andre lokaler, fradrages momsen med den del, byggeomkostningerne for virksomhedens lokaler skønnes at udgøre. Lokaler, der bruges som bolig for indehaver eller personale, tæller efter stk. 2 ikke med som virksomhedens, heller ikke når de også bruges erhvervsmæssigt, og udlejede lokaler tæller kun med, hvis udlejningen er omfattet af en frivillig registrering.

For ombygning, reparation og vedligeholdelse deler § 39 sig i to. Kan arbejdet henføres direkte til virksomhedens lokaler, kan momsen fradrages efter stk. 3, men kun hvis leverandøren har delt prisen op på fakturaen. Kan det ikke henføres, fordeles momsen efter stk. 4 på forholdet mellem etagearealet af virksomhedens lokaler og bygningens samlede etageareal. Kravet om en opdelt faktura er let at overse, når håndværkeren sender én samlet regning, og det er klienten, der skal bede om opdelingen inden.

Momsbekendtgørelsens § 17 lægger en detalje oveni, som er let at tabe i et regneark: fremkommer der decimaler ved beregningen, oprundes fradragsprocenten til nærmeste hele tal. 63,2 procent bliver til 64. Det er til virksomhedens fordel, og det er ikke et valg.

Siden 2023 er der desuden en oplysningspligt. Efter momslovens § 38 a skal en momsregistreret virksomhed én gang årligt i forbindelse med en momsangivelse oplyse, om den har momsfrie aktiviteter, der udløser delvis fradragsret, og i så fald angive den foreløbige fradragsprocent og slutdatoen for det regnskabsår, procenten er beregnet på. Bestemmelsen står i momslovens straffebestemmelse, § 81, stk. 1, nr. 2, på linje med de øvrige pligter, der kan udløse bøde.

Hvad skal genberegnes seks måneder efter?

Den procent, virksomheden bruger hen over året, er foreløbig. Den er beregnet på det foregående regnskabsårs omsætning, og efter momsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, skal den samme foreløbige procent bruges hele regnskabsåret igennem.

Bagefter skal den gøres endelig. Fristen står i § 17, stk. 2, og den er ikke bundet til årsrapporten: den endelige fradragsprocent skal senest opgøres samtidig med angivelsen af afgiftstilsvaret i den afgiftsperiode, der omfatter den sjette måned efter regnskabsårets udløb. Reguleringen skal foretages i samme periode og som en del af den ordinære angivelse.

For et kalenderårsregnskab er sjette måned juni. En kvartalsafregnende klient skal altså have reguleringen for 2026 med i angivelsen for andet kvartal 2027, som forfalder 1. september 2027. Datoen ligger et andet sted end årsafslutningen, og den hører til klientens angivelse.

Rammer man den ikke, er der stadig en vej tilbage. Efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan en afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, fremlægge oplysninger indtil 3 år efter angivelsesfristens udløb. Den frist løber fra angivelsesfristen for den enkelte periode, så den udløber på forskellige datoer hen over året.

Hvad hvis anvendelsen ændrer sig bagefter?

Så er fradraget stadig ikke afsluttet. §§ 43 og 44 holder det åbent i flere år for større anskaffelser.

Som investeringsgode regnes efter § 43, stk. 2, driftsmidler over 100.000 kr. eksklusive moms, fast ejendom, reparation og vedligeholdelse af fast ejendom for mere end 100.000 kr. årligt, samt ydelser med samme egenskaber, herunder software og rettigheder, over 100.000 kr.

Perioden står i § 44: 5 regnskabsår for driftsmidler og ydelser inklusive anskaffelsesåret, 10 regnskabsår for fast ejendom, og 5 for reparation og vedligeholdelse af fast ejendom. Reguleringen sker med en femtedel henholdsvis en tiendedel af det oprindelige momsbeløb pr. år.

Og så er der en tærskel, der sparer en del arbejde: efter § 44, stk. 3, foretages der ingen regulering, hvis udsvinget i fradragsprocenten er mindre end 10 i forhold til procenten på anskaffelsestidspunktet. Et fald fra 64 til 58 udløser altså ingenting. Et fald fra 64 til 51 gør.

Sælges godet inden periodens udløb, sidestiller § 43, stk. 3, nr. 3, salget med overgang til fuld fradragsberettiget anvendelse, og reguleringen sker for den resterende del af perioden. Ved salg af fast ejendom, der er momsfritaget efter § 13, stk. 1, nr. 9, kan reguleringen undlades, hvis køberen overtager reguleringsforpligtelsen. Ingen af de fjorten sider på side 1 nævner det ord.

Samme mekanik gælder ved overdragelse af virksomheden. Efter § 43, stk. 3, nr. 5, sidestilles overdragelsen af et investeringsgode som led i en virksomhedsoverdragelse med overgang til ikke fradragsberettiget anvendelse, og reguleringen kan undlades i det omfang, køberen overtager forpligtelsen. Det er en post, der skal findes og prissættes i en handel, og den står sjældent i saldobalancen. Bliver den overset, følger den med sælgeren og forfalder på én gang for resten af perioden.

Hvor det efterlader gennemgangen

Udgiftskataloget er nemt at kontrollere og sjældent det, der koster. Bilaget og procenten er svære at kontrollere og næsten altid det, der gør.

Er klienten delvis fradragsberettiget, er der to datoer at sætte i kalenderen, som ikke følger årsafslutningen: oplysningen efter § 38 a, og den endelige fradragsprocent i den periode, der rummer sjette måned efter regnskabsårets udløb. Er der købt noget over 100.000 kr., løber der en reguleringsperiode i 5 eller 10 år, og den overlever både revisorskift og ejerskifte. Og bliver et fradrag først bestridt, er det dokumentationen for leverancen, der skal kunne bære det.

Kilder. Momsloven, LBK nr. 209 af 27.02.2024, §§ 37 til 44 og § 81. Momsbekendtgørelsen, BEK nr. 1435 af 29.11.2023, § 17 og § 58. Skatteforvaltningsloven, LBK nr. 1228 af 13.10.2025, § 31. Optællingen bygger på 1.950 afgørelser fra Landsskatterettens afgørelsesdatabase, hentet 28.07.2026, hvoraf 517 kunne klassificeres og 40 blev læst i hånden. Søgeresultatsiden er målt 28.07.2026.