Omvendt betalingspligt gælder, selv når leverandøren har et dansk momsnummer

Omvendt betalingspligt er den ordning, hvor køberen af en vare eller ydelse skylder momsen i stedet for sælgeren. Hovedreglen er den modsatte og står i momslovens § 46, stk. 1, 1. pkt.: afgiften påhviler den, der foretager leveringen. Resten af bestemmelsen er tolv nummererede undtagelser fra den ene sætning.

Vi ville vide, hvilke af de tolv der faktisk bliver bestridt. Så vi hentede alle 191 gældende afgørelser fra Landsskatteretten, der indeholder ordet omvendt betalingspligt, og læste efter, hvilket nummer retten selv hænger sagen op på. I de 49 afgørelser, hvor rettens egen begrundelse forankrer et nummer i momsloven, falder 43 på nr. 3 om ydelser fra en leverandør, der ikke er etableret her i landet. Det er 87,8 procent.

Varelisten i nr. 8 til 10, altså mobiltelefoner, integrerede kredsløbsanordninger, spillekonsoller, tablets og bærbare computere, står i nul af dem. Den har været i kraft siden 1. juli 2014.

Det er værd at holde op mod, hvad der bliver skrevet om emnet. På den søgeresultatside, vi målte, nævner seks af de ti sider varelisten. Fire nævner ydelser købt i udlandet. Og af de otte sider, der ikke er myndighedssider, henviser én til momsloven.

Hvad falder sagerne så på?

Tegner man alle tolv numre op, står otte af dem tomme. Fire har sager, og tre af de fire har mellem én og to.

Vi kørte optællingen to gange med forskellig stramhed, fordi et fund skal kunne overleve, at reglen bag det bliver lavet om. Den stramme regel læser kun rettens eget begrundelsesafsnit og giver nr. 3 i 45 af 49. Den løse regel læser hele dokumentet og giver 63 af 77. Begge ligger over fire femtedele, så billedet skyldes ikke udtrækningen.

Vi læste også alle 49 i hånden. Det fandt to fejl, og de er rettens egne: to afgørelser fra april 2022 skriver »jf. momslovens § 46, stk. 1, nr. 1«, hvor sagen efter sin egen ordlyd falder på § 46, stk. 1, 1. pkt., fordi kunden var en ikkeafgiftspligtig person, og sælgeren derfor skyldte momsen. Nr. 1 er trekantshandel og har ikke noget med de sager at gøre. Fejlraten er dermed 2 af 49, altså 4,1 procent, og begge fejl ligger uden for hovedfundet. Det er også grunden til, at nr. 1 står som nul i figuren og ikke som to.

Fundet holder over tid. Nr. 3 dominerer i hvert af de fjorten år, der har sager, fra 2009 til 2025. Havde der været et knæk i én periode, ville det have været det første sted, en fejl i populationen viste sig.

Hvem rammer nr. 3 så i praksis?

De 45 sager handler om ganske almindeligt indkøb. Byggeydelser fylder mest med 17 sager, arbejdskraft følger med 13, rådgivning og advokatbistand med 9, og formidlingsydelser fra en platform med 7. Kategorierne overlapper hinanden i 11 af sagerne, og opdelingen er vores egen læsning af begrundelserne, for databasen har intet felt til den slags.

Til gengæld er mønstret det samme hele vejen igennem. Klienten har købt noget af en virksomhed i udlandet, har fået en faktura uden moms, har bogført den som den var, og har ikke lagt dansk moms oveni. Sagen kommer så år senere, ofte som en forhøjelse for flere perioder ad gangen.

Købet ligner ikke et momsproblem, og derfor er det sjældent et sted, en gennemgang kigger. En polsk underleverandør på en byggeplads, en advokat i Holland, en formidlingsprovision til en platform i et andet EU-land: alle tre er nr. 3, og ingen af dem sætter noget spor i saldobalancen, der peger på moms.

Hvorfor et dansk momsnummer ikke afgør noget

Den indvending, der går igen i sagerne, har fået sin egen paragraf.

Momslovens § 46 a, stk. 1, gør ordningen obligatorisk, uanset at den udenlandske virksomhed har et dansk momsregistreringsnummer. Reglen er altså tvungen, og leverandørens registrering flytter den ingen steder.

I 6 af de 45 sager afviser Landsskatteretten udtrykkeligt, at et dansk moms-, CVR- eller SE-nummer ændrer noget. Retten skriver det næsten ordret fra sag til sag: det forhold, at leverandøren har haft et dansk nummer og har oplyst det på fakturaerne, kan ikke føre til et andet resultat.

Reglen har også en bagside, som går den anden vej. § 46 a, stk. 3, siger, at en virksomhed med fast forretningssted her i landet alligevel regnes som etableret i udlandet, når den foretager leverancen uden forretningsstedets medvirken. En leverandør med adresse i Danmark kan altså godt være udenlandsk i bestemmelsens forstand for netop den ene faktura.

Og modsat igen: flere af sagerne ender med, at leverandøren viser sig at være etableret her, og at aftageren derfor ikke skulle have afregnet noget. To afgørelser fra oktober 2025 gør præcis det. Spørgsmålet er altså reelt tovejs, og en klient kan lige så godt have afregnet moms, den ikke skyldte.

Hvad gør købet ved angivelsen?

Momsen skal begge veje, og begge veje står i loven.

Efter § 56, stk. 2, indgår betalingspligtige køb efter § 46, stk. 1, i periodens udgående afgift, for hvilke afgiftspligten er indtrådt i perioden. Beløbet lægges altså til salgsmomsen, selv om der ikke er solgt noget, og hvilken periode det lander i følger leveringstidspunktet. Er indkøbet brugt til klientens momspligtige leverancer, kan det samme beløb trækkes fra som indgående afgift efter § 37, stk. 1, jf. § 56, stk. 3, og så går de to poster lige op.

Det er en del af grunden til, at den bliver overset. Går de to poster op, er der ingen penge i det, og fejlen ligner ingenting. Den koster først noget, når klienten mangler fuld fradragsret.

Og der er den dyr. Flere af sagerne handler om personbefordring, som er fritaget efter § 13, stk. 1, nr. 15. Klienten har købt en formidlingsydelse fra en platform i udlandet, skal afregne moms af den efter nr. 3, og kan ikke trække den fra, fordi købet er brugt til en momsfri aktivitet. Beløbet er en ren omkostning. Samme mekanik rammer den momsfritagne del af enhver klient med delvis fradragsret.

Registreringen har sin egen regel. Efter § 50 b skal en afgiftspligtig person, der ellers ikke er registreringspligtig, alligevel registreres, når vedkommende er betalingspligtig for køb efter § 46, stk. 1, nr. 2 og 3, eller for køb omfattet af nr. 6 til 11. En klient uden momsregistrering kan altså få en registreringspligt ud af et enkelt køb af en udenlandsk ydelse.

Hvad skal fakturaen sige, og hvor havner beløbet?

Bilaget skal faktisk kunne bære oplysningen selv, og det står i momsbekendtgørelsen.

Efter § 59 skal en udenlandsk virksomhed, hvis salg er omfattet af nr. 1 til 3 eller nr. 5, udstede fakturaen uden momssats og momsbeløb, og påføre køberens CVR- eller SE-nummer, sit eget registreringsnummer i hjemlandet, hvis den ikke har et dansk, og en oplysning om, at køberen skal svare afgiften. Bekendtgørelsen giver endda ordlyden som eksempel: »omvendt betalingspligt, køber afregner momsen« eller »reverse charge, buyer settles the VAT«. For de indenlandske numre, altså nr. 4 og nr. 6 til 12, stiller § 60 det samme krav til den danske sælger.

Fakturaen er dermed et godt sted at begynde, og den afgør ingenting i sig selv. Flere af sagerne handler netop om fakturaer, hvor påtegningen manglede, eller hvor der stod moms på, som skulle have været udeladt. Retten skriver i en af dem, at det forhold, at leverandøren fejlagtigt har pålagt moms, ikke har betydning for køberens betalingspligt. Bilaget kan altså tage fejl, uden at pligten flytter sig.

Bogføringen har også sit eget krav, og det er let at kontrollere. Momsbekendtgørelsens § 76 lister de særlige konti, et momsregnskab skal indeholde, og to af dem findes udelukkende på grund af denne ordning: en konto for afgift af køb af ydelser fra udlandet med omvendt betalingspligt og en konto for køb af ydelser fra andre EU-lande med omvendt betalingspligt.

Fordelingen mellem dem er sat i stk. 5 og stk. 6. Køb af varer efter nr. 1, 2 og 5 hører på kontoen for afgift af varekøb fra udlandet, mens køb af ydelser efter nr. 3 hører på ydelseskontoen. Efter § 78 lukkes kontiene ved hver afgiftsperiodes udløb og overføres til kontoen for udgående afgift.

Kravet gælder med en åbning. Efter § 76, stk. 2, anses det for opfyldt, hvis virksomheden på anmodning kan fremskaffe og specificere de samme oplysninger fra sit almindelige regnskab. I praksis kræver den specifikation stadig en konto at hente den fra, og den hører til i det bogføringssystem, klienten er forpligtet til at bruge.

Hvad kræver varelisten egentlig?

Den skal stadig kunne håndteres, også selv om den ikke fylder i praksis. Og den har en betingelse, der er nem at overse.

Nr. 7 dækker metalskrot fra en virksomhed etableret her i landet og har været i kraft siden 1. juli 2012. Nr. 8 til 10 dækker mobiltelefoner, integrerede kredsløbsanordninger i den tilstand, de er i inden de integreres i slutbrugerprodukter, samt spillekonsoller, tablet-pc'er og bærbare computere. De kom med lov nr. 1637 af 26. december 2013 og fik virkning fra 1. juli 2014.

Betingelsen står i § 46, stk. 2: nr. 8 til 10 gælder ikke for salg fra registrerede virksomheder, hvis afsætning sker udelukkende eller overvejende til private forbrugere. En elektronikbutik, der også sælger til erhverv, skal altså fakturere med moms som normalt, mens en grossist i samme varer ikke skal. Det er sælgerens kundesammensætning, der afgør det, og den kan køberen ikke se på fakturaen.

De øvrige numre er smallere. Nr. 4 dækker investeringsguld og guld som råmetal eller halvforarbejdet produkt af en lødighed på 325 tusindedele eller derover, og det er faktisk det ene sted på varesiden, hvor der er praksis: to af de 49 sager handler om guld, begge om hvorvidt barrer med en lødighed omkring 500 tusindedele var omfattet. Nr. 5 og nr. 11 dækker gas og elektricitet, nr. 6 CO2-kvoter og lignende certifikater, og nr. 12 teleydelser købt med videresalg for øje, hvor køberens eget forbrug er ubetydeligt.

Optællingen ser, at varelisten ikke havner hos Landsskatteretten, ikke hvorfor. Det kan være, at reglerne er mekaniske nok til at blive brugt rigtigt, og det kan være, at fejlene bliver rettet undervejs. Vi har målt fraværet og ikke årsagen, så vi lader spørgsmålet stå åbent.

Hvor det efterlader gennemgangen

Den regel, der bærer praksis, er også den, der ikke sætter et spor af sig selv. Købet ligner en almindelig udenlandsk faktura, og går de to modposter op, koster fejlen ingenting, før nogen spørger.

Til gengæld findes der et sted at kigge, som loven selv har udpeget. Kontoen efter momsbekendtgørelsens § 76, stk. 1, nr. 4, står i enhver kontoplan, der er sat rigtigt op. Er den tom, mens der ligger fakturaer fra udenlandske leverandører i bilagsmappen, er de to ting værd at holde op mod hinanden.

Tre spørgsmål fanger resten. Har klienten købt ydelser af nogen uden for Danmark i året, uanset hvor lille beløbet var? Er der en dansk registrering på leverandøren, som nogen har taget som svar på, om leverandøren er etableret her? Og har klienten aktiviteter, der er fritaget efter § 13, så et køb med omvendt betalingspligt bliver til en udgift frem for to poster, der går lige op?

Det sidste er det, der gør forskellen mellem en formalitet og et beløb. En fuldt momspligtig klient, der har glemt begge sider af posteringen, har et tal, der skal rettes. En klient med momsfri aktiviteter har en regning, og den løber typisk over de tre år, genoptagelsen rækker tilbage.

Det kræver, at oplysningen om leverandørens etablering står et sted, den kan findes igen næste år, sammen med det bilag, der bærer fradraget. I Attera ligger den slags på klienten fra år til år, så spørgsmålet ikke skal stilles forfra, hver gang en udenlandsk faktura dukker op.

Kilder. Momsloven, LBK nr. 209 af 27.02.2024, §§ 37, 46, 46 a, 50 b og 56. Momsbekendtgørelsen, BEK nr. 1435 af 29.11.2023, §§ 59, 60, 76 og 78. Ændringslovene bag numrene: lov nr. 1134 af 04.12.2009, lov nr. 590 af 18.06.2012 og lov nr. 1637 af 26.12.2013. Optællingen bygger på 191 afgørelser fra Landsskatterettens afgørelsesdatabase, hentet 29.07.2026, hvoraf 49 kunne klassificeres og alle 49 blev læst i hånden. Søgeresultatsiden er målt 29.07.2026.