To slags klager hos Revisornævnet, og kun den ene ender næsten altid i sanktion

Revisornævnet er det nævn, der afgør klager over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder. Det kan tildele en advarsel, pålægge en bøde og frakende retten til at udøve virksomhed som revisor. Hjemlen står i revisorlovens kapitel 9, og reglerne om nævnets eget arbejde står i bekendtgørelse nr. 1264 af 27. oktober 2025.

Den bekendtgørelse er ny. Den trådte i kraft 1. januar 2026 og ophævede efter sin egen § 23 den udgave fra 2020, der havde stået i fem et halvt år. Ti sider ligger på side 1, da vi målte det, og vi fik brugbar tekst ud af dem alle. Nul af dem kender 2025-udgaven. Den ene, der overhovedet peger på en bekendtgørelse, er retsinformations egen visning af den, der blev ophævet.

Udgaven er værd at få rettet i skabelonen. Men siderne lader et større spørgsmål stå åbent: hvad sker der egentlig, når en klage lander? Vi hentede hele nævnets base på 1.295 afgørelser og talte efter.

Svaret afhænger af, hvem der skrev klagen. Kommer den fra en myndighed, ender 91,9 procent af sagerne med en sanktion. Kommer den fra en privat part, er tallet 32,7 procent, og fire ud af ti ender i frifindelse. Ingen af de ti sider angiver et udfald eller bærer en optælling.

Hvem der klager, og hvorfor det er værd at vide

Nævnets base rummer 1.295 offentliggjorte afgørelser. 1.287 af dem har et dokument, vi kunne hente, og to af dem er fortsættelsesfiler til den samme kendelse. Tilbage står 1.285 selvstændige dokumenter, og det er dem, alt herunder bygger på.

Kendelserne indledes næsten altid med den samme sætning: »Ved skrivelse af [dato] har [klager] i medfør af revisorlovens § 43, stk. 3, indbragt [revisor] for Revisornævnet«. Den sætning giver både klageren og den præcise dato, klagen blev indgivet, og vi fandt den i 971 af de 1.285.

764 af de 971 klager kommer fra en myndighed, altså 78,7 procent. De 207 øvrige kommer fra en privat part: en klient, en modpart i en tvist, et konkursbo. Skattemyndigheden står bag 40, anklagemyndigheden bag 12, og FSR bag tre.

De to grupper er mere end to afsendere. De kommer ind ad hver sin dør, og dørene står i loven.

Den ene klage skal behandles, den anden kan afvises

Reglen står i revisorlovens § 43, stk. 6, og den er kort nok til at citere. Nævnet eller formanden »kan afvise at behandle klager fra personer, der ikke har en retlig interesse i det forhold, klagen angår, og klager, der på forhånd må skønnes grundløse«. Så følger undtagelsen: er klagen indbragt af Erhvervsstyrelsen, Finanstilsynet, Skatteministeriet, anklagemyndigheden eller FSR, »skal Revisornævnet behandle klagen«.

Gebyret understreger forskellen. En privat klager betaler 500 kr. efter § 9, stk. 3, og sekretariatet kan afvise klagen, hvis beløbet ikke er betalt inden fristen. Efter stk. 4 betaler Erhvervsstyrelsen, Finanstilsynet, Skatteministeriet, kommunale og regionale tilsynsmyndigheder, anklagemyndigheden, FSR og Foreningen Danske Revisorer ingenting.

Formanden kan efter bekendtgørelsens § 11 afvise en klage alene, altså uden at nævnet samles, i tre tilfælde: klagen falder uden for nævnets kompetence, den må på forhånd skønnes grundløs, eller klageren har ikke en retlig interesse. De to sidste grunde gælder udtrykkeligt ikke for de myndigheder, § 43, stk. 6, nævner.

Der er også en frist, som gælder alle. Efter revisorlovens § 46 er fristen for at indbringe en sag fem år regnet fra den dag, den pligtstridige handling eller undladelse ophørte. Fristen afbrydes ved klagen selv og ved Erhvervsstyrelsens meddelelse om, at der sættes en undersøgelse i gang.

Ni ud af ti mod en ud af tre

Vi læste konklusionen i hver kendelse, altså afsnittet efter »Thi bestemmes«, og klassificerede den sætning for sætning. Den detalje afgør resultatet: en kendelse frifinder ofte for ét klagepunkt og pålægger en bøde for et andet, og læser man dokumentet under ét, kommer man til at tælle begge dele som det samme.

1.232 afgørelser har en konklusion, vi kunne læse. 949 af dem har både en konklusion og en identificeret klager, og det er krydset mellem de to, der bærer artiklen.

Kommer klagen fra en myndighed, ender 692 af 753 sager med en sanktion. Det er 91,9 procent. Kommer den fra en privat part, ender 64 af 196 med en sanktion, altså 32,7 procent.

Fundet afhænger ikke af, hvordan vi trak klageren ud. Bruger man i stedet den blok, hvor kendelsen skriver klageren over ordet »mod« og den indklagede under, stiger dækningen til 1.038, og tallene bliver 91,4 procent og 35,5 procent. Udtrækningsreglen flytter altså myndighedstallet med en halv procentpoint og privattallet med knap tre.

Kløften findes også i hver eneste periode, vi kan måle. Blandt afgørelser fra 2005 til 2009 er myndighedernes rate 84 procent mod de privates 37. Fra 2014 til 2017 er den 94 mod 36, og fra 2022 og frem 97 mod 15. Niveauet på myndighedssiden er steget over de tyve år, men afstanden mellem de to grupper har været der hele vejen.

Vi læste 40 tilfældigt udvalgte kendelser igennem i hånden. Én af de 40 var klassificeret forkert: den var talt som en frakendelse, fordi ordet stod i konklusionen, men sætningen frifandt faktisk revisor for påstanden om frakendelse. Fejlen ramte en hel kategori, og reglen blev rettet for alle kendelser, hvorefter antallet af frakendelser faldt fra 30 til 19.

Hvorfor er forskellen så stor?

Tallene siger ikke, at nævnet dømmer hårdere, fordi afsenderen er en myndighed. De siger noget mere nøgternt om, hvad der når frem til nævnet.

En myndighedsklage er slutproduktet af en kvalitetskontrol eller en undersøgelse. Erhvervsstyrelsen indbringer efter § 43, stk. 5, når kontrollen har fundet fejl og mangler, »som efter styrelsens opfattelse giver anledning til, at sagen bør indbringes«. Sagen er med andre ord allerede sorteret én gang, af nogen der har set arbejdspapirerne. Det, der lander på nævnets bord, er den delmængde, en fagkyndig myndighed vurderede holdt.

En privat klage har ingen sådan sortering foran sig. Den kan handle om honorar eller om almindelig rådgivning, som slet ikke er omfattet af nævnets kompetence, og den kan komme fra en, der er utilfreds uden at have en retlig interesse i erklæringen. Det er præcis dét, afvisningsprocenten på 20,9 måler.

Konsekvensen for jer er praktisk nok. Et brev fra Erhvervsstyrelsen efter en kvalitetskontrol kommer, efter at vurderingen er truffet, og i ni ud af ti tilfælde holder den hele vejen til kendelsen. En klage fra en utilfreds klient står et helt andet sted i forløbet og fortjener et andet svar.

Hvad nævnet overhovedet kan tage stilling til

Kompetencen står i bekendtgørelsens § 1, og den er snævrere, end ordet »klage over min revisor« lyder. Nævnet behandler klager over, at revisor ved udførelsen af opgaver efter revisorlovens § 1, stk. 2 og 3, tilsidesætter de pligter, stillingen medfører. Det vil sige erklæringsarbejdet: revisionspåtegninger, udtalelser om ledelsesberetninger og andre erklæringer med sikkerhed, som ikke udelukkende er til hvervgiverens eget brug.

Almindelig rådgivning og bogføring ligger uden for. Det gør en uenighed om honoraret også. Klager af den slags kan formanden afvise efter § 11, nr. 1, og det er en del af forklaringen på, at hver femte private klage aldrig når frem til en realitetsprøvelse.

Én undtagelse trækker i den anden retning. Efter revisorlovens § 43 a kan Erhvervsstyrelsen eller en anden offentlig myndighed indbringe en revisor for tilsidesættelse af pligterne efter hvidvaskloven, og også for at have rådgivet en kunde i strid med kundens egne forpligtelser. Det spor følger ikke erklæringsafgrænsningen.

En sidste regel forklarer et af tallene i næste afsnit. Efter bekendtgørelsens § 10, stk. 2, kan nævnet kun frakende en godkendelse, når klageren udtrykkeligt har nedlagt påstand om det. Nævnet kan altså ikke skærpe sanktionen ud over det, klagen selv beder om.

Hvem der sidder i nævnet

Sammensætningen står i revisorlovens § 43, stk. 1, og i bekendtgørelsens § 2. Formanden skal være dommer, og mindst ét medlem af formandskabet skal være landsdommer. Derudover består nævnet af mindst 19 medlemmer: mindst fem statsautoriserede revisorer, tre der så vidt muligt skal være registrerede revisorer, mindst tre med kompetence inden for bæredygtighedsrapportering og otte repræsentanter for regnskabsbrugerne.

Repræsentanterne for regnskabsbrugerne må ikke selv have været godkendte revisorer inden for de seneste tre år før udpegningen. Balancen holdes også i den enkelte sag: efter § 43, stk. 2, skal antallet af revisorer svare til antallet af regnskabsbrugere, når flere medlemmer deltager, og skal der tages stilling til frakendelse, medvirker mindst to statsautoriserede revisorer.

Selve sagsgangen er skriftlig som udgangspunkt. Klagen forelægges for den indklagede med en frist til at udtale sig, og svaret sendes videre til klageren. Nævnet oplyser samtidig, at sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag, hvis der ikke kommer svar. En part kan bede om at møde op, men anmodningen skal være skriftlig og fremsat, inden forberedelsen er afsluttet.

Hvor lang tid tager en sag?

Fordi indbringelsessætningen rummer datoen, kan sagsbehandlingstiden måles direkte. Vi kunne gøre det for 966 afgørelser.

Medianen for hele perioden er 273 dage, altså godt ni måneder. Myndighedssager tager 265 dage, private 305. For de seneste fire år ligger medianen på 225 dage.

Det er en lang tid at have en sag hængende, og den er værd at regne med, når aftalebrevet beskriver, hvad opgaven omfattede. Dokumentationen skal kunne findes frem, som den så ud på erklæringstidspunktet, og det er sjældent det år, sagen bliver afgjort.

Hvad nævnet faktisk gør

Sanktionerne står i § 44. Revisor kan tildeles en advarsel eller pålægges en bøde på ikke over 300.000 kr., og er tilsidesættelsen af særlig grov karakter, kan bøden forhøjes til 600.000 kr. For revisionsvirksomheden er lofterne 750.000 kr. og 1.500.000 kr. Efter stk. 2 kan nævnet frakende godkendelsen betinget, med en prøvetid på op til fem år.

De 19 frakendelser skal læses sammen med § 10, stk. 2. Nævnet kan ikke frakende af egen drift, så tallet måler lige så meget, hvor sjældent en klager nedlægger påstanden, som hvor sjældent nævnet finder grundlag for den.

Hvilken pligt sanktionen hviler på, er et andet spørgsmål, og det har vi talt op før: § 16 om god revisorskik bærer tre ud af fire kendelser, mens erklæringsbekendtgørelsens § 6 er den hyppigste konkrete regel bagved. Nævnets afgørelse offentliggøres efter revisorlovens § 47 c, og bekendtgørelsens § 20 fastsætter, hvordan.

Vejen videre er domstolene. Af de 1.295 afgørelser i basen er 22 mærket som indbragt for retten, og de dækker 20 selvstændige sager, fordi tre af posterne er dele af den samme kendelse. Det er halvanden procent. Nævnets database har også et datafelt for det, men feltet er kun udfyldt i fire af de 22, så mærket er det, der kan bruges. Tallet er lavt nok til at være pointen i sig selv: en kendelse fra nævnet er i praksis den afgørelse, sagen ender med.

Tre ting, der er værd at gøre noget ved

Ret henvisningen i kvalitetsstyringsmanualen. Står der bekendtgørelse nr. 952 af 24. juni 2020, peger den på en udgave, der blev ophævet ved årsskiftet.

Behandl kvalitetskontrollen som det sted, sagen afgøres. Når 764 af 971 klager kommer fra kontrolsporet, og ni ud af ti af dem ender med en sanktion, ligger den reelle risikostyring i det, kontrollanten kan se i arbejdspapirerne. Det gælder også for de pligter, hvidvaskloven lægger oven i revisorloven, som Erhvervsstyrelsen kan indbringe særskilt efter § 43 a.

Hold styr på femårsfristen. Den regnes fra den dag, forholdet ophørte, og opdagelsestidspunktet flytter den ikke. Det er den regel, der afgør, hvor længe et gammelt engagement kan komme tilbage. Hvilken erklæringstype opgaven endte som, er ofte afgjort længe før, af reglerne om revisionspligt og fravalg.

Kilder. Revisorloven, LBK nr. 206 af 20. februar 2025, §§ 43, 43 a, 44, 46 og 47. Bekendtgørelse om Revisornævnet, BEK nr. 1264 af 27. oktober 2025, §§ 11, 20 og 23, som ophævede BEK nr. 952 af 24. juni 2020. Overflytningen af Revisortilsynets opgaver: lov nr. 631 af 8. juni 2016. Optællingen bygger på alle 1.287 hentbare afgørelser i Revisornævnets base, hentet 29. juli 2026. Metode og forbehold i vores brief.